top of page

Gode råd til nytår

For at forebygge, eller i hvert fald mindske, angst i forbindelse med nytårsskyts, følger her et par gode råd:

 

  • Udviser din hund, kat eller mindre kæledyr tegn på angst i forbindelse med nytårsskyts, så kontakt os her på klinikken for gode råd, vejledning og hjælp til en individuel behandlingsstrategi for netop dit dyr. Nogle præparater skal opstartes allerede så tidligt som i slutningen af november, for at de kan nå at opbygge maksimal angstdæmpende effekt, så vær ude i god tid. 

 

  • Er din hunds angst så udtalt, at den har behov for receptpligtig, beroligende medicin, så vær opmærksom på, at vi skal have tilset den indenfor de seneste tre måneder.

 

  • En hund på beroligende medicin må aldrig efterlades alene. Hunden vil være mindst angst i det miljø, den færdes i til daglig. Skal I holde nytårsaften et andet sted, skal hunden med, hvis den er på beroligende medicin.

 

  • I dagene op til, efter, og selvfølgelig på selve nytårsaften, bør hunden trættes med fysisk aktivitet. Gå lange ture med din hund, men undgå områder hvor der bliver skudt fyrværkeri af. Hunden bør luftes i snor, så den ikke løber bort, hvis der skulle komme en uventet lyd.

     

  • Undlad at fyre bordbomber eller lign. af, i det rum hunden opholder sig.

     

  • Undlad fyrværkeri i umiddelbar nærhed af huset, informer gerne naboer og deres børn om hundens frygt, og bed dem tage hensyn.

     

  • Træk gardinerne for vinduerne, så blitz og lysglimt holdes ude. Hvis hunden er angst, kan den nemt blive angst for andre ting i forbindelse med fyrværkeri.

     

  • Vær opmærksom på, at din hund ikke nødvendigvis har det bedst i det rum, du og din familie opholder dig/jer i.

     

  • Angste hunde må under ingen omstændigheder tages med udenfor, hvis der skydes fyrværkeri af.

Godt nytår!

bottom of page