top of page

Vaccination

 

På Buddinge Dyreklinik planlægger vi, i samarbejde med dig, et individuelt vaccinationsprogram for dit kæledyr, baseret på de internationale, faglige anbefalinger udstedt af World Small Animal Veterinary Association (WSAVA) samt Den Danske Dyrlægeforening (DDD). 

Søger du viden om vaccination af en specifik art samt hvilke sygdomme, dyret kan beskyttes imod, klik da på et af nedenstående knapper.

Hvad er en vaccination?

Vaccination beskytter dit dyr mod udvalgte sygdomme. Når det bliver vaccineret, aktiveres immunsystemet til at danne antistoffer mod en bestemt bakterie eller virus.

Hvis dit kæledyr, efter den er blevet vaccineret, smittes med den pågældende mikroorganisme, kan immunsystemet genkende mikroorganismen og bruger de dannede antistoffer til at bekæmpe mikroorganismen, så dit dyr helt undgår at blive sygt eller kun få sygdommen i mild grad.

Hvorfor skal jeg vaccinere min hund, kat, kanin eller fritte?

Vores kæledyr bliver vaccineret, så de er beskyttede mod visse infektionssygdomme, som potentielt kan være dødelige eller som er meget udbredt og generende for dyret.

Ved at flere og flere dyreejere vælger at lade deres kæledyr vaccinere vil man på sigt opnå en såkaldt flokimmunitet (eng. Herd immunity). Det vil være mest optimalt, at 95 pct. eller flere dyr bliver vaccineret, idet sygdommene stort set herved bliver udryddet. På lang sigt giver det også en beskyttelse af de uvaccinerede dyr. Det er af stor betydning for de dyr, der af den ene eller anden årsag ikke kan tåle at blive vaccineret.


 

Hvorfor skal min hund, kat, kanin eller fritte sundhedstjekkes inden vaccination?

Kæledyret skal have et sundhedstjek for at sikre at dyret er rask inden man giver vaccinen. Dette gør man for at få et optimalt immunrespons på vaccinen samt for at undgå at overbelaste immunsystemet hvis der er sygdom i kroppen i forvejen. Ved et sundhedstjek er det ligeledes muligt at fange tegn på sygdom, der vil kunne give mulighed for at opstarte behandling i et tidligt stadie og dermed sikre en bedre prognose.


 

Kan jeg være sikker på mit dyr er beskyttet, hvis det er vaccineret?

Ved basisvaccination af hvalpe og killinger vaccineres i alderen 8, 12 og 16 uger. Dette for at give hvalpen/killingen mulighed for at udvikle et immunrespons i takt med at de såkaldte maternelle antistoffer (som kommer fra moderens råmælk) forsvinder. Det anbefales, at hvalpens/killingens sidste vaccine gives i alderen +16 uger, hvor alle maternelle antistoffer formodes at være væk.

Alligevel findes der en mindre andel af vores kæledyr, som er det man kalder ”low-responders” eller ”non-responders”. Disse dyr vil enten respondere meget langsomt eller slet ikke på vores vaccinationer. Rottweilere og Dobermann anses for at have en højere andel af non-responders end øvrige hunderacer.


 

Kan jeg tjekke om mit kæledyr har responderet godt nok på vaccinen?

Ja, det er idag muligt at teste vores hunde og katte for at tjekke deres respons på vaccinationen. Hundene kan vi teste her i huset for respons på kernevaccinerne (hundesyge, parvovirus samt leverbetændelse). Dette anbefales 2-4 uger efter hvalpen er færdig med sine basisvaccinationer. Til katte findes der endnu ikke en test til in-house brug som med pålideligt resultat kan teste for alle kattens kernevaccinationer, hvorfor det vil være nødvendigt at sende prøven til laboratorie for analyse. 


 

Hvornår skal mit dyr vaccineres igen?

Det kommer helt an på hvad for en vaccine dit kæledyr er blevet vaccineret med tidligere samt hvilket kæledyr det er.

Kernevaccinen for hunde (hundesyge, parvovirus samt leverbetændelse) samt for katte (kattesyge, herpesvirus samt calicivirus) skal efter basisvaccination som hvalp/killing, boostes når hunden/katten er blevet 26- 52 uger. Herefter holder kernevaccinen 3 år ad gangen for hund, samt 1-3 år for kat. Leptospirose- samt kennelhostevaccinen skal hos hunde fornyes årligt for at opretholde immunitet.

For hunde er det idag mulig at teste, om de har tilstækkeligt med antistoffer i blodet efter vaccination.

 

Dette anbefales for alle hvalpe 2-4 uger efter de har fået basisvaccinationerne. På denne måde kan vi teste om den enkelte hund har responderet nok på vaccinationerne. Denne test gælder kun for kernevaccinationerne (hundesyge, parvovirus og leverbetændelse). Hvis vi ved en test kan se at hvalpen har opbygget et tilstrækkeligt immunrespons behøver vaccinen ikke blive boostet efter 26-52 uger. Så kan man i stedet vente med revaccination til efter de 3 år. På samme måde er det en mulighed at teste den voksne hunds immunrespons 3 år efter seneste kernevaccination for at se om immumresponset stadig er aktivt eller om det er nødvendigt med en revaccination.

Hos katte vil intervallet mellem vaccinationer afhænge af, hvorvidt katten er indekat eller udekat samt ejers kontakt med andre katte. Katte kan som hunde få testet deres immunrespons, men dette er endnu ikke muligt at gøre in-house her på klinikken, men vil kræve at prøven sendes til et laboratorium.

Kaniner og fritter skal henholdsvis vaccineres halvårligt og helårligt og det er endnu ikke muligt at teste deres immunrespons.


 

Kan der være nogle bivirkninger ved at lade mit kæledyr vaccinere?

Der er altid risiko for bivirkninger når vi vaccinerer vores kæledyr. Heldigvis ser vi dem meget sjældent og oftest er de forbigående og uden risiko for dyret. Nogle hunde kan få lidt feber og opkast det første døgn efter vaccinen, men opstår der hævelser eller markant sløvhed er det vigtigt at tage kontakt til os eller anden dyrlæge straks.


 

Hvad hvis jeg skal ud og rejse?

Hvis du skal ud og rejse med dit kæledyr anbefaler vi, at du tjekker Fødevarestyrelsen hjemmeside. Her vil du altid kunne finde de senest opdaterede regler for rejse med kæledyr til jeres specifikke destination

Hunde, katte og fritter skal som hovedregel have et gyldigt pas, mikrochip samt rabiesvaccination.

For uddybende information om hvilke sygdomme du kan beskytte dit kæledyr mod ved vaccination, se links i toppen af artiklen.

 

Titetest
bottom of page